Det Smukke Ved Mennesket...

Det smukke ved mennesket, er dens udholdenhed. 

Når verden ramler, og alting er mørke. Og du sidder sammenknuget ovre i det ene støvede hjørne, så er der ingen til at tage sig af dig, andet end dig selv. og når sorgen, ligeledes kærligheden rammer dig, så kan du også kun trøste dig selv. Du kan snakke med andre folk om hvordan dine følelser bliver heftigere dag for dag, men de folk som lytter, kan ikke hjælpe. De er måske et plaster på såret, men de kan ej hele såret til det komplette. Med tiden vil såret være væk. Forsvundet. Men den er stadig næsvis nok til at efterlade et ar. Et ar som for evigt og altid vil minde dig om retfærdigheden og folkets modbevisende og uærlige kærlighed. Samtidig vil dine længsler forlænges som en kæde, smedet af dine formede tårer, igennem dagene, ugerne, månederne og årerne hvor du har sluppet dem fri fra krigen i dit bryst. Der er sved, let piplende fra din hede pande. Der er tårer, trillende fra dine kønne øjne, som er et direkte spejl ind til din sårbare sjæl. Men der er én ting som du ikke kommer til at se, og det er; blodet fra dit legeme. Hverken blodet fra en rift eller blodet fra din bidte læbe, kan røre nogen og gøre dem ude af stand til at tænke og tale. Kun det blod, som arbejder i nattens, morgengryet og de sene eftermiddages timer på at få dig til at trække vejret, kan få os til at indse hvor skrøbeligt livet kan være og altid vil være. Det arbejder for at få dig til at leve. Dét blod, er helligt for os alle, og hvis vore øjne ser det kostbare blod flyde bort af ingen nytteløs grund, vil verden ramle, og dit tøj blive sendt til renseri. For selvom du er borte og hvid, skal man rejse herfra uden tidsfordriv. Vi vil klæde dig på med dine ynglingsklæder, men ingen vil opdage at den ene strømpe er misfarvet og at kjolen var bagerst i skabet, og at du altid har syntes at den var frygtelig rædsom... 

- For du gik kun med den på grund af andres skrøbelige følelser.  

 Og sikke en skam...