Drømmenes Uvirkelige Realitet.

"I skal ikke tage livet så tungt, i overlever det alligevel ikke"

Nej, det er jo dét der er det fucking meningsløse problem. Man har så meget tid, og så lidt alligevel..

Jeg KAN ikke lade være med at tage livet tungt. FOR tungt endda. Jeg kan ikke.
Jeg har da prøvet.. Eller, jeg har nok ikke prøvet NOK. Endnu.
Men jeg er skræmt fra vid og sans af min kommende tilgang til livet. Virkelig.
Og det er alt sammen ud som om at alle har så skide nemt ved det, undtagen mig.
Min verden, den har måske tit set "perfekt" og jeg vælger at lave gåsetegn fordi intet her i livet er "perfekt". Intet. Eller... Næsten da.


Nå men den har godt kunne set sådan ud. Men inde bag facaden var det hårde rå stof, som blev ved med at brede sig ud fra sine skjulte folder. - Ok. Vidste ikke at poetisk stof fandtes..? Hmm.. Haha! Ej. Det er faktisk ikke sjovt. Dette her er alvorligt. Og det har alt sammen haft en eller anden betydning i mit liv. (Ligesom alle andres oplevelser påvirker deres liv. Smart.)  - Ok. Jeg er både flabet, træt og frustreret, det vil jeg gerne indrømme.

Men jeg er faktisk på en rigtig FED bilferie med min mor lige nu! <3 Men disse tanker har bare fyldt SÅ SÅ SÅ SÅ SÅ meget i de seneste uger, så de er ikke til at slippe helt! Overhovedet ikke, faktisk. De er der hele tiden, eller ret tit. Disse små tegn som mit hovede ser, oplever eller skal tage stilling til, som minder mig om, hvad jeg helt inderst inde går og længes efter. Noget jeg har prøvet at tale ud om, men ikke kan råbe højt om. Bange for at skuffe mine forældre. Bange for at se min mors bekymret blik i hendes brune øjne. Damn it. Damn it. DAMN IT!

Bare jeg kunne prøve alt det jeg ville - og aldrig have gjort det.

 Vandpibe.

 Dette citat vil jeg have tatoveret på mit venstre håndled.

 

 Industrial piercing i venstre øre.

 Et ukendt sted på kroppen..

 Venstre fod. Inden i mellem vingerne skal min mors kysse aftryk være.

 Ryggen.

 Håndleddet, højre side.

 Venstre side.

 

Skulderbladet venstre side eller bagved hoften højre side.

Min fødselsdags dato bagved mit højre øre.

Og andre citater rundt omkring på kroppen.

Drømme er virkelighedens tegn på glæde. Realitet er alt for virkelig. 

For virkeligt. For seriøst. For... elsket. Forelsket i livets drømmende realitet.

Godnat Godtfolk - Gennemskuet Genfærd Græder

Griner af mig selv.

Græder samtidig.

Genere min indre personlighed.

Genert er jo ikke ligefrem det man er.

Generelt ser tingene positive ud!

Gennemskuet er mine tanker. 

Gemmer mig for omverdenen, alene er nu bedst.

Gumler på ordene, men ingenting siger jeg.

Gambler med mit liv, min ungdom og min stil, det er næsten til grin.

Gangarten er den samme, men benene tilhører en anden pige.

Gider snart ikke mere - men jeg kan ikke trække vejret uden at tænke.

Gangsterkrigen breder sig - Urolig er selv jeg.

Geografisk i København og på Stadens gader - det er dér jeg holder til.

Generne burde være forkerte, for ingen er som mig i min familie.

Gud ber´ jeg til og prøver at få ham til at vise mig på rette vej.

Gak er jeg fyldt op med.

Gøgl er min camouflage.

Galgen hænger mig, hvis jeg ikke snart finder mig selv.

Gammeldags er ordet for mig - men ungdommen trykker og presser sig i mig.

Gammel er jeg heller ej - jeg er jo ung, men er jeg "ung" nok?

Genfærdet spøger i mig, og jeg har lyst til at græde og have ondt af mig selv.

Godtfolk, vis mig jeres miljø, jeres vilje og styrke, jeres tro på jer selv!

Glassene springer og splintre ej i jeres hånd - de springer og splintrer i min.

Grøn skulle være håbets farve, og det er også min ynglings, men ikke omvendt.

Galt er det - helt galt er det vel heller ikke..?

Glæden er i hvert fald væk, og prøver desperat at finde den igen.

Gavmild er skæbnen ikke, og jeg takker den dog stadig.

Glødende er mine tanker og jeg VIL have dem ud, men føler at ingen kan forstå dem.

Græmmer mig over mig selv og mine frustrende nattetanker, som også vandre om dagen.

Godnat du kære blog, som hjælper lidt på skæbnens brud på "perfektion".

Gensyn for du snart.

Pust lettet ud og se frygten i øjnene..

Pust lettet ud, imens du ser frygten i øjnene..

Okay.. Igår .. eller nu i forgårs var jeg til min onkels 60 års fødselsdag. Min bordherrer var min kusines mand. Jeg finder så ud af at han er indenfor politiet.. Aka. Strisser/Panser/Panze.
Og det var ganske underholdende!
Vi sad i 3-4 timer og diskuterede indenrigspolitik! - Det var ret så flippet! Han er btw. skide sød!
I baggrunden blev der klimtet Hansi af klaverklimteren..
(Har altid syntes at de dér mænd er så skumle... Aaargh! Jeg.. ved det er lidt weird, men jeg har altid følt at de var nogle perverse stoddere som kiggede efter de unge piger til familiefester. Gustent, ved det godt. Hader det. Hader især at få øjenkontakt med dem.. Idrk. Undskyld, de er sikkert skide flinke, jeg har bare altid den dér mistanke og angst. - Nå back to story!)

Nå, men kikset var det. Altså musikken.
Og hold kæft hvor jeg morede mig i diskutionen. Det samme gjorde han!
Jeg holder med Staden og Ungdomshuset og andre flippede fristeder, og han var (selvfølgelig) fuldstændig imod det. Men det var SÅ fedt at høre synspunkter, holdninger og oplevelser fra én som var på "den anden side" af "krigen".

Vi snakkede og diskuterede så meget og så længe at detaljerne ikke bliver skrevet ned her.
I hvert fald ikke lige nu.. Men det vil altid være printet ind i mit hovede. Det var virkelig gøgl på højt plan! Tænk at jeg har siddet overfor en af strisserne som var dér da Ungeren blev ryddet. Det jo som om at man har siddet (følte jeg) med en kendt person og delt ting ud af hjertet og hjernen. Viiiildt. - Jeg har stor respekt for politiet og deres arbejde, men jeg må da også indrømme, hvilket jeg også fortalte og indrømmede overfor min bordherre, at jeg har et lille had til politiet. Selvom det jo i bund og grund ikke er deres skyld. De passer jo bare deres arbejde! Så respekt. Til begge parter. Jeg står faktisk i et dilemma. Hmm. Men jeg er og bliver en flippet pige. Min kærlighed og respekt går stadig til de flippede miljøer!
OOO STADEN I VORE HJERTER OOO

Derfor er jeg også splittet. Indeni. Som min tidl. blogindlæg har handlet om; jeg kan ikke finde mig selv. Min indre ro. Min indre personlighed.
Jeg ER flippet i mine holdninger (dog undtagen i politik. Hvilket faktisk ikke giver nogen mening. Hmm..? Overhovedet.) Nå, men fuck det. Jeg ER en flippet pige og elsker at flippe ud. Jeg har da gamle ølkasser stående på værelset, som borde og reoler. Jeg er vild med retro og oldschool. Jeg ELSKER dreadlocks (men har dog aldrig selv haft dem) og jeg støtter Christiania og Ungdomshuset. Jeg høre undergrundsrap, og elsker raggae. Især raggaedans! Men nej, jeg ryger ikke "fed".

Jeg har nogle bekendte/venner som er inde i dét miljø. Altså, helt inde i kernen af "Københavner-Milj&oslas h;et". Og jeg vil SÅ GERNE ind i det miljø selv! De har det jo SÅ fedt. Eller..?
Men jeg er så bange og frustreret. Bekymringerne ødelægger min tankegang, og forvirrer mig fuldkommen. STOP DET, PLEASE!?

Jeg er først og fremmest SÅ bange for at skuffe min mor, hvis jeg begynder at flippe ud. Virkelig. Og så min far. Og så kommer resten af familien. Så vennerne.. eller "vennerne".
Hvad de nu er og blir´..??? Altså i dette tilfælde, klassekammeraterne. Mine rigtige venner, vil klart acceptere mig, eller prøve på det. Det ved jeg.
Der er godt nok forskel på klassekammerater, bekendte, venner og tætte venner.

Hmm..

Nå men.. Jeg tænker også alt, alt, alt for meget over livet! Over ting i livet. Jeg savner og længes så meget efter at bare kunne springe ud i det! Sige; fuck det! Shit happens.
Jeg er bange for at opføre mig ældre end jeg er, hvilket jeg jo nok vil komme til.. Eller helt sikkert vil komme til! Det dér med at drikke. Er det nu..? Er det "my moment" lige nu til at begynde..? Jeg har været fuld. Og drak rigeligt. Det var så fedt at prøve mine egne grænser af! Har jeg fortrudt det? Jeg vil jo så nødig skuffe mine forældre. Især ikke min mor. Og tårerne presser så grusomt bag mine øjne, og skærmen bliver sløret, når jeg skriver dette her kl. 2.20 om natten. Giv mig et tegn! Hvorfor skal alle andre bare kunne springe ud i det, og ikke jeg? Jeg er træt af altid at være "sidesporet" "originalen" "den éne" "Frøken Tornerose-oppe-i-sit-skide-tå rn-og-vente-på-prins-Charming -med-den-hvide-hest!" Jeg gider det ikk´ mer´. Men jeg vil jo stadig gerne betragtes som den søde og velopdragne pige. (Som jeg altid har været.) Årh... Jeg savner lidt attitude i mig. Jeg...

Godnat, tankestrøm. Flygt igennem nattens mørke. Væk fra mit lukkede sind. For mit højeste ønske er; bare at blive lukket ind.

 

I kan ikke slå os ihjel.
- Vi er en del af jer selv.

Life is a bitch, but we love her.

Nu taler jeg rent ud fra posen. - Skriver hvad jeg føler. Og dette her er mig.

Jeg har en blog, hvor jeg er min fiktive karakter; Charlie. Og først var det fordi jeg elsker at skrive, og går på en forfatterskole, så det ville være interessant at skrive en "opdigtet" blog. Men jeg kom til at se sandheden i øjnene. Jeg har Charlie ved min side, og skriver ud fra hendes liv, fordi jeg ikke selv tør at stå frem. Stå frem med mit liv, mine tanker og mine inderste følelser.

Jeg har ikke haft skrivelyst længe. Eller jeg har haft lyst til at skrive, men jeg har ikke kunne, og ikke haft inspiration. Jeg har tit åbnet bloggen, men måtte lukke den igen, med en blank skærm.

Mit liv er virkelig forvirret og humørskiftende for øjeblikket. Jeg går og tror at jeg har en lille depression. Jeg kan ikke holde mig selv ud, og kommer til at tude af medynk.
Jeg har noget "stærkt" inden i mig, som brænder for at komme ud. Noget ukendt. En attitude. En følelse. En handling. En holdning. Aaargh! - Jeg KAN ikke finde ud af HVORDAN jeg kan komme UD med det!?
Jeg ved nogenlunde hvad det drejer sig om. Men hvad jeg vil med det... Det ved jeg faktisk også. Men jeg er usikker. Og det er ikke en følelse jeg plejer at have på dét område. Om hvem jeg er. Og det påvirker mig så meget, at jeg nu sidder med blanke øjne og en ubehag i mit solaplexus, fordi jeg har valgt at skrive det ned. - NU!

Kl. er 3.00 om natten. Om en time er det morgen. Jeg er en forfærdelig natteravn! Men jeg MÅ få dette ud, for jeg KAN nu. - Og hvem siger at jeg kan i morgen?

Hvis du vil, kan du prøve at følge med. Dette er mine tanker i min rækkefølge. Dette her har jeg brændt inde med og spildt tårer på. Måske kan du forstå mig - måske syntes du jeg er en skør tosse, men jeg er ligelgad, for dette her er mig, dette her er mine "emotions".

Jeg vil FLIPPE ud!!! Jeg vil provokere mit eget liv. Jeg vil være en chick, ikk´ en pige. Jeg vil have attitude, være awesome. Bruge slang-utryk. Prøve grænser af. Jeg vil lade være med at tænke så meget over tingene, men i stedet bare springe ud i det! Jeg ved jo godt alligevel at;

Life is a bitch - Love is a hater. 

Men jeg vil love the bitch & bitch the love! *Blææær*
Jeg er Fucking Femten og jeg vil Fucking Flippe ud!  


Arrrghhh! Jeg vil le, jeg vil græde. Jeg vil råbe, jeg vil hviske. Jeg vil chill, jeg vil gi´ lååve. Jeg vil bare være mig. og det har jeg tænkt mig. Jeg R ret sikker på at mine venner vil syntes at jeg har forandret mig lidt eller er ved det.. Men hvis de er mine rigtige venner, dem som jeg vil rejse til månen for, så vil de respektere det, og elske mig. Og hvis ikke...  Så er man vokset fra hinanden. Too Bad. - But life is a bitch.


Fortsættelse følger.. Jeg SKAL sove nu! 
Men jeg vil lige dele denne med jer:
I Kan Ikke Slå Os Ihjel 
 

OOO BEVAR STADEN OOO

Styrke.

LifeIs-BetterOutside

Hey folkens, out there!

Jeg ville bare lige opfordrer jer til at følge min fiktive karakter; Charlie og hendes spøjse liv, inde på Blog.dk! ----> LifeIs-BetterOutside

Hvis du er en af "følgerne" eller "kommende følger" vil jeg bare takke dig gevaldigt!
Så - TAK! :D

OKAY!

- Forget ALL ABOUT "flipperen" !!
Virkelig. 

Nye tider.

- Det dér med "alder" .. Hvorfor er det så skide vigtigt, all the time?
Årh, det er forfærdeligt! Disse følelser vandrer rundt i min krop;
Fortvivelse, Forelskelse, Fascination, Forskrækkelse. = De fire F´er.
Det er hvad jeg føler... Og hvad kan jeg gøre ved det? Lyve for mig selv? Lyve for andre?
Nej. Dette må reddes ud. Men hvordan? Hvordan vil dem jeg holder af reagere?
Jeg er så fortvivlet. Hjælp mig. Puuuh... Det er så skide uretfærdigt! Fuck fordomme, fuck alder, fuck de skide F´er. Fuck kemien mellem to mennesker. Den kemi som jeg ellers elsker...

- Jeg må bare følge mit hjerte...

Hvor det så end viser mig hen!?

Skal man, eller skal man ikke?

Overvejer STÆRKT at få denne frisure OG farve! (Jeg har jo frisuren...) Jeg har altid ønsket mig knaldrødt hår!


- Skal man, eller skal man ikke..?

En allerede sendt sms.. Et tegn?

En allerede sendt sms.. Et tegn? Havde aldrig haft så meget med én, som jeg havde med dig. Og det ironiske er.. - At vi faktisk ingenting havde. Med ét var jeg blevet en ung teenagerpige. Sådan med ét. Men der var stadig en lille pige gemt dybt i mit hjerte, og hjerne.. og sommetider kom hun frem, hvilket jeg tog mig selv i, og hvilket jeg var dybt irriteret over! Vi HAVDE noget og kunne have HAFT noget. Men det var du ikke villig til. Nej, det er fair nok. Men alligevel, alligevel... Du blev tiltrukket af din veninde (mig) du begyndte at flirte med mig  og endte til sidst at holde om mig. Hvorfor..? Hvorfor, min kære alderspræsident..? Måske fordi skæbnen ville have det. Fordi det var dét jeg egentlig gik og ønskede mig. Dig. - At have noget kørende med dig. Der gik ikke lang tid. Faktisk gik der måske kun en halv måned. Så skete det. Som sendt fra himlen. - Eller ud af den blå luft..? For det var det jo for dig. Ikke sandt, hr. alderspræsident? Ud af den blå luft. En indskydelse der "bare faldt dig ind". Tror man på dig..? Det skulle man egentlig. - Men gør man det også..? Jeg vidste ikke hvad jeg kunne kalde "os"..? For det var så ganske nyt, og friskt. Men det er jo heller ikke altid at gøglere ved hvad de laver, vel..? Hr. Alderspræsident? Du tog åbenbart det hele som en spøg, en joke, en leg. Men det betød noget meget mere for mig! De betød, at du faktisk fik en plads i mit hjerte. Det betød at jeg faktisk er begyndt at elske dig, og din "ligeglad-med-livet-personlighed".  Og det var lige før, at jeg blev tryllebundet i din usynlige fælle. Joooh, du havde ganske vist tænkt tanken. Det svarede du selv med dine sande ord, da jeg spurgte dig. Respekt for det. For det var sandt. Og... smigrende. Tjah, men hvad kan man stille op..? Ingenting. Vi må beherske os, kære Hr. Alderspræsident. Vi må rent ud sagt "beherske os". Hvis nu bare at dit liv var "parat" til noget seriøst. Noget fast. Et forhold. Et forhold mellem din lille flabede unge aka. gøgler, og alderspræsidenten der går ind for ligegyldighed. Et forhold mellem os to. Men sådan ville hverken du eller skæbnen have det. Og egentlig skulle man tro at jeg lå badet i mine egne salte tårer og spise en plade chokolade, fordi jeg  blev så træt af al min gråd. Se noget tv. Skrive en sorgfuld blog. Tude og tude. Men nej. Det gør jeg ikke, og det kommer jeg heller ikke til! Da vi lå sammen. Og snakkede om "os" eller hvad jeg troede var "os". - Og du rent ud sagt fortalte sandheden. Din sandhed. Var trangen til at græde så langt væk, men den prøvede virkelig at presse  sig frem til mit solar plexus. Det kom tæt på, men ikke tæt nok. Jeg tror det der trykkede gåden tilbage var fortvivlelsen og "hvad sagde jeg!"-tanken. For jovist. - Jeg havde skam tænkt tanken. Jeg havde på fornemmelsen at du ikke ville noget fast, nu. Men så kom overvejelsen, beslutningen som endte med afslutningen. "Venner med fordele" ??? (Men jeg havde og har jo følelser for dig, Hvilket jeg også sagde.  Jeg er bange for at de vil vokse sig større) "Just friends" - Det blev det til. Det var mig som skulle beslutte det. Og det var dét, det blev til. For som min mor sagde: "Hellere end ven for livet - end en kæreste i en måned..!" Men så mødte jeg dig på staden til Von Dü og Bli´Glad koncerten i Nemoland. Og du kunne ikke holde fingrene fra mig, og JEG kunne ikke holde fingrene fra dig. Det lyder som om at vi lavede noget den dag. Det gjorde vi ikke. Men vi skulle bare hele tiden røre hinanden eller sende hinanden blikke, som kun vi vidste, hvad betød. Jeg tror at du HAR følelser for mig! - Men ikke vil svigtes igen, som med din eks, du var HELT skudt i! Men så hav min tillid. Men det har du ikke, kære alderspræsident. Du har kun din egen. Ingen andens. I hvert fald (åbenbart) ikke min..? Det minder mig om (det der med min mistanke om at du har følelser for mig) dengang jeg spurgte dig, i den samme samtale.. "Har du, eller har du haft følelser for mig?" og du så svarede: "Jeg tror ikke på følelser" .. Dér sårede du mig. Virkelig. Men kun på overfladen. For når du siger det, er det ikke for at skubbe mig væk, men fordi du faktisk ikke gør!  - Men så alligevel ikke. For jeg tror at jeg har gennemskuet dig!  - Det var din nemme måde at lade være med at sige sandheden på. Sandheden til fulde ende. Din sandhed. - Om DIN sårbarhed. Det står ligepludselig klart for mig nu. Tak, blog! Tak, tanker! Jeg fik en sms fra dig her igår.. En af vores gamle sms´er.  Du har lige kommet til at afsløre at du rent faktisk har siddet og kigget vores gamle beskeder igennem... læst dem og tænkt nogle tanker. Tænkt på "os" som det så aldrig blev. Du sagde dengang: "Men vi er for gode sammen til at lade være!" OG du mente det. Fuldt ud! Og jeg gav og giver dig stadig, 100 % ret! Men det går jo bare ikke. NU ved jeg i hvert fald at du tænker på mig, men DU ved også at du har forspildt din chance, og "ødelagt" illusionen om "os". Kære Hr. Alderspræsident. Vi gøgler ikke mere, på din facon. Kære Hr. Alderspræsident. Vi er venner og jeg vil aldrig miste dig. Du betyder MEGET for mig. Det er min sandhed til dig i denne nat. Kære Hr. Alderspræsident. Godnat.

Som lovet...

Som lovet er her nu digtet om skoene, malet af Van Gogh i 1886... Eller rettere; Vincent Van Gogh, A Pair of Shoes (1886)

Et par nedslidte sorte sko, som står fortabt.

De har lige været taget i brug. 

Folderne er nye og friske, sålen varm.

De sorte par ensomme sko, står under gadelygten skær.

- Svigtet som de er...

De ved at de samme fyldige og skæve tæer, aldrig mere vil gå i dem mer´.

Ejermanden han var en hvid tynd mand, som optrådte for den nedslidte by

i al forstand, som en helt sort mand!

Skoene er ej rund eller spidse,

de har ingen glans eller er visne.

De har nostalgi og følelser, 

de har det der minder om minder.

De har hårde tider og tanker gemt i sålen.

Men de har også grin, latter og glædestårer gemt i læderet.

Snørrebånende er ej glatte, 

men krøllede,

 som livets akter som kan være bøvlede.

Nu fandt en sort bluessyngende sanger de ensomme sko,

på brostenens oplyste grå.

To sorte beskidte fødder,

men nu varme,

af et par gode, men nedslidte sko.

Og den sorte følte sig hjemme.

De havde en helt perfekt kemi,

for skoende havde ingen fordomme,

for den var selv sort, helt inden i!

Men her står de nu, hullede og plettede,

på det lille loft.

Igen i et lysskær, 

men ikke nær så vellidte om før.

Lysskæret er sprækken fra loftets skråning,

og på taget gror der mos, 

som om der var såning.

På brædderne ligger en gås, eller i hvert fald en fjer

fra dens mås.

Den kilder let det nedslidte læder,

så den griner en munter latter, 

så mudderet på den drysser af,

 i takt med bluesrytmernes

fængende magt.

De to par sorte, står der og tænker tilbage, 

på de inspirerende, glade bluesdage.

Hvor mester kom hjem med mønter i skoen.

En daler til skosværte, og én øl på kroen.

Men snøren må stramt bindes, da de to par sorte står og

tænker på;

den hvide mands spring fra broen,

så de to blev efterladt på brostenene ved broen,

og senere endte de her, 

så ville de nok,

hvis de kunne,

havde krummet tæer...

- Sarah W-F. Amsterdam, Holland, 2011.

11/5. Van Gogh Museum. 

Redigeret og skrevet ind: Tirsdag, 5/7, 2011. Kl. 0.10. 

Af: Sarsu/Sarah W-F.


EFTERORD: Jeg valgte at skrive om netop dette billede, fordi disse sko mindede mig om Charlie Chaplins! Dette billede mindede mig om ham...

Ting og sager... - Kunne jo i bund og grund havde været værre..

- Havde du også svært ved at sige dette højt? Så er du ikke den eneste... Hvilket gør mig lidt pinlig berørt, da det var mig som skrev det ned kl. 1.11 om natten på en hverdag (godt nok i sommerferien), hvor man har fået familiebesøg fra Norge! Yaay! - Det er bare super hyggeligt.
Det forholder sig jo sådan, at vi er fir-mællinge (STAVES!!!! Men sådan udtales det i hvert fald.) til nordmænd (Har altid tænkt på hvor diskriminerende det må være for en kvinde at være "nordmand" ... Hmm. Godt jeg ikke er "danskmand".. For danske mænd er sku ikke lige til at klappe i hændernde af. Ja, undskyld mig, de Herrer!)


Altså familie i norge LAAAAAANGT ude - men stadig.. familie *smil*
Min mor har vedligeholdt kontakten som den eneste i vor kære familie (er jeg pludselig 80 år? - Ja, åbenbart. Det er faktisk også noget du bør vide om mig.. Mine venner siger at jeg snakker som en 80-årig! Og i løbet af min levetid/skrivetid herinde, vi du kunne spotte mange finurlige tegn og ikke mindst beviser i mine blog-indlæg på dete udsagn. 
- GOD JAGT! ;D Hahah!)


Nå, men nu er det min tur til at holde kontakten. Dvs. Tom & Mari (ved godt plién med "damerne først" - Men vi kendte nu Tom først.. Og det er ligesom ham og min mor som er best buddies! - Igennem 40 år, eller mere! Så nu bliver det sådan..)
Hhar taget deres barnebarn, Tuva, med herhen til København (Udtales på norsk: "Kjshøbenhauvn") for at vise hende ... ja, København! Så vi skal både på Bakken, i Tivoli, Rundetårn og Zoologiskhave! (men hvor blev danmarks museum for kunst mon af..? Hehe, spøg til side! - Som man nu siger.. Faktisk holder jeg MEGET af kunst! Hvilket jeg vil bevise med to af mine ynglings malerier til sidst..)
Og det er nu ikke fordi at jeg går og er gnaven over det.. vel? *BIG-TIME SMILE*
Hehe.. Jeg skal lære Tuva at kende, så vi kan ende som Tom og min mor - om 40 år. Og vores børn... og deres børn... og.... 


Faktisk fik jeg af vide af min mor her idag, inden de kom med flyveren til DK, at dengang hun var på min alder, tog hun et helt måned til Norge (altså det svare til en HEL sommerferie) og dér lærte hun at snakke norsk! "Trøjen min" (Bl.a.)


Det fedeste ved norge... er at der ikke findes rugbrød derovre! *Fjoget smil* 
Jeg har aldrig spist rugbrød. Og aldrig brudt mig om det! - Jeg knækkede mig af det som lille... og kan i det hele taget... bare ikke lide det. Så undskyldningen har været: "Jeg er allergisk overfor RUGmel... som jo er i RUGbrød..!?"
Det sagde lægen i hvert fald.. DENGANG. 10 år efter brugte jeg stadig den undskyldning. - Smagen er jo rædsom. Bvadr... Men nu kan jeg faktisk godt forstå folk der har spist det. Det smager ok. men det er jo ikke ... sådan bestemt... lækkert? Eller er jeg helt gal på den her?

Så til noget HELT ANDET!:

Er lige blevet færdig med bogen: "Er I Der?" som er en "Facebook-roman" skrevet af;
Anne-Marie Donslund, Glenn Ringtved, Alberte Winding og Daniel Zimakoff. (Alberte Winding er hende børnesangeren og forfatteren. Men jeg tror at vi kender hende bedst som "Luna" i "Bamses Julerejse" ... Hun er btw. forfatter til andre teen-girl-bøger... Hvis man er interesseret i den slags..? *smil*)


Den var... OK. - Underlig, mærkelig (på den sære måde, og ikk´ den fede) og dyster... Problemer, problemer, problemer. Alvorlige problemer. Alle steder - Alle vegne. Self. bogen skal jo handle om NOGET og ikke mindst noget SPÆNDENDE. Men man bliver sku en anelse deprimeret af den... Men den er faktisk værd at læse. Det er et kreativt påfund. En Facebook gruppes beskeder... 


Den handler om 5 venner, som skilles efter deres efterskoletid. De samles igen i en Fjæsbog-gruppe, men NOGET er GALT! For Johan svarer hverken på beskeder eller opkald. 


Uhhh! Læs den lige... Den er let at komme igennem, hvis man er vant til at læse... Som jeg går ud fra at blog-læsere er.. lidt... i hvert fald... for vi læser jo meget og skriver meget.. okay, jeg tror du/i/vi har forstået pointen.. * akavet blink*


*Stilhed* Eller... *Tavshed* eller... *Ingen ord* er nok mere korrekt. (Fuck korrekt-hed! - Jeg vil være skuespiller!)


Nogle som har nogle gode bog-forlag..? Nogle der er spændende, som kan lære en om livet, men samtidig ikke indeholder FOR MANGE depri-problemer ... ??? Det kunne være fedt! - Tak på forhånd *smil*


NÅ! - Imorgen står den på ... Bakken! *stort smil* 


Godnat i kære folk derude i verdenen.... og tordenvejret... og stormen.... og 


BTW. !!! - Kender i mon dét, når man ser en på gaden og bare tænker: HENDE DÉR vil jeg bare gerne være veninder med! Eller - HAM DÈR vil jeg bare super genre lære at kende...?!
- Det gør jeg... Sad i bilen idag (på vej til lufthavnen, for at hente familien med mor) og så en ung pige (omtrendt min alder... cirkus. Men fuck alder! - Jeg vil bare være peacefuld og have gode venner!) stå og vente ved et lyskryds, og jeg sagde højt for mig selv, imens jeg sad indespærret i min mors røde (RETRO) Polo (Engang døbt: "RETRUT")
"Hende dér vil jeg gerne være veninder med..!" O_O
Så tænker jeg; *Vi kunne have haft det så SKØNT sammen! Vi er lige hinanden- Hun er lige noge for mig. Vi kunne være blevet rigtig gode veninder!*


Godnat... blog-venner! LOVE herfra...


PS. Overskriften: "Ting og sager... - Kunne jo i bund og grund havde været værre.." rimede bare... og det kom til mit hovede som en åbenbaring, at dét skulle jeg skrive.. som overskrift. -  Såå.. det passede måske ikke rigtig ind i indlægget. Men FUCK DET! - Jeg vil bare være ROCK-STAR! (Og det dér har jeg simpelthen havde villet skrive lige fra starten af... ialle mine "Fuck´s" men det vil jeg jo ikke i bund og grund.... Så, skrev det jeg rent faktisk gerne ville være. Selvom at en cool rock-chick er ret nice at være engang i mellem (måltiderne) haha....! Ikk´ sjovt ._. Og dog..? )

PEACE OUT. - Og sov godt self.! *SMIL*








Mit ABOSOLUT ynglingsbillede!!! (Som også hænger på mit værelse)

The Creation of Adam is a section of Michelangelo's fresco Sistine Chapel ceiling painted circa 1511.

Vincent Van Gogh, A Pair of Shoes (1886) 
- Da jeg var i Amterdam med min klasse var vi på Van Gogh museum, og vi skulle finde et billede som tiltalte os, og skrive en lille historie/billedeanalyse eller something inspireret af billedet. Jeg skrev et digt om disse sko. Den kan i læse i mit næste indlæg! *Smil* - Er faktisk ret stolt af mit arbejde... *Smil, igen*


Færdig: 2:09.

Det var dér vi kom fra!

Så kom vi til Rune... - Igen - igen - igen. Så nej, det gider vi ikke mere... MEDMINDRE! - Der self. sker noget spændende omkring vores (forhåbenligt) snart tættere (meget tættere) venskab! - Hæhæ!
- Må man egentlig gerne tage et billede ind af ham? Altså.. jeg mener.. Han er jo på Facebook, så det er jo offenliggjort.. Hvis det nu er en af hans profilbilleder... Hmmm... Tygger lidt videre på det imens jeg "writer" videre på dette indlæg.. Det kan jo være du bliver overrasket - til sidst!


Jeg elsker at høre "gamle sange" - Nej... Ikke "gamle" som i: OMG, dén hørte vi jo sidste sommer!? - SO OLDSCHOOL!  - Agtig. Nej, nej. Slet ikke. Jeg mener som i denne forunderlige, triste men sande sang, som jeg hørte i radioen idag... (Det var bare en mand der sang istedet..:

Hvorfor er lykken saa lundefuld?

Melodi: Karen Jönsson - Tekst: Carl Viggo Meincke

Når vi er glade, ler vi,
så er vort liv en leg,
men alt for ofte ser vi,
at lykken går sin vej.
Drømmen om trofast kærlighed
slutter, før selv vi ved.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Ofte er livet så meningsløst hårdt.
Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli'r tårer, før solen går ned.
Den ven du tror holder a' dig,
måske går han fra dig,
alt det, han gav sit ord på,
og svor på, er glemt.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Og ham som du elsker, hvorfor går han bort.

De ord, du hvisked' til mig,
gik jeg og tro' de på,
men aldrig mere vil jeg
den samme tillid få.
Alt hvad jeg har i hjertet gemt,
det har du ganske glemt.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Ofte er livet så meningsløst hårdt.
Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli'r tårer, før solen går ned.
Den ven du tror holder a' dig,
måske går han fra dig,
alt det, han gav sit ord på,
og svor på, er glemt.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Og ham som du elsker, hvorfor går han bort.

Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Og ham som du elsker, hvorfor gik han bort. 

- Den er så smuk! Jeg er helt vild med den..! Der var kvalitet (og det er ikke elektronisk kvalitet, jeg snakker om) over sange fra dengang... De var livsbekræftende, smukke, rørende, sande, ironiske, humoristiske og håbefulde! Idag er det: Fest, druk, sex og ... Jah... Hvad mere? - Jeg ved det faktisk ikke...




PS.
BILLEDET ER FOR 
CHARMERENDE 
TIL AT BLIVE SET PÅ!
Billedetekst er dog stadig lovligt:


Thihi... Min dejlige... flipper-fyr! Og han er endnu dejligere i virkeligheden.. Suuuk! og sexet.. Du skulle bare lige se ham!! <3 :O Rrrhhww... Eller som folk nu til dags går rundt og siger: "KU´GODT!"

I wonder how often I actually think of how spoiled and lucky I am?

Yeah... Overskriften siger sig selv. Jeg er faktisk møgforkælet og megaheldig!
Sådan er mit liv, og hvor meget værdsætter jeg lige alt det som min dejlige, elskede mor egentlig gør for mig..?
Ikke ret tit. Og det burde jeg gøre! Virkelig. Jeg skylder min mor så meget kærlighed, og så meget.... gengæld. Og hvad gør jeg? Jeg sidder foran mac´en og passer mig selv, uden så meget som at rydde op i køkkenet eller på mit værelse. Jeg kan også vælge at kalde det for: "Teenagesyndromet" og gøre dén til syndebukken, og dermed have en undskyldning, som de FLESTE teens bruger.... dagligt? - I think.

Lige meget hvad; JEG ELSKER DIG, MOR! <3

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle havde klaret livet uden dig... Uden min mor. Du har støttet mig i 15 fucking år, og jeg kan ALDRIG NOGENSINDE give dig så meget tilbage, som du har gjort for mig. Det eneste jeg kan gøre er at være den fantastiske mor, overfor mit barn, som du har været overfor mig! (Men nu er jeg ikke gravid... Så det venter vi lidt med ;) Syntes jeg..)

Men dét som jeg kan gøre nu, pt. i mit unge teenlife, er at værdsætte og sætte pris på alt hvad min mor render og gør for mig! Her for lidt siden kom hun ind med et par short, som hun havde syet til mig. De var førhen nogle lange og alt for store, men lækre, bukser, som VUPTI, blev forandret til mega fede shorts, som passer mig perfekt. Hun er skøn, min mor! Virkelig. Jeg kan snakke om alt mellem himmel og jord med hende. Og det er virkelig dejligt at vide. Samtidig kender hun mig så godt så hun ved hvornår jeg har det skidt og hvornår jeg er glad, eller ... om der er noget som trykker mig. Hun ved når jeg er forelsket, når jeg er frustreret (okay, det kan virkelig oss mærkes, når jeg er det! Teenage-hormoner... Do you know them?)  og når jeg er... stresset.

Jeg elsker når hun griner. Hun har altså den skønneste latter. "Morfar-grinet" - Det er fantastisk!

Dette var min status på fjæsbogen igår:

Sidder ude på altanen, og kan høre min dejlige mor, grine indefra køkkenet af.... ♥ - SÅ SKØNT! :'D

Ja... Vi kan have vores fjollerier som vores skænderier, som vores snakkerier, og sådan skal det jo være! Min mor - er når jeg tænker over det - faktisk mit livs bedste ven! 

Hun er der altid for mig. I mit sind, i min sjæl, i mine tanker, i telefonen, i hverdagen, overalt, og jeg slipper hende aldrig. Aldrig. Hun er dybt, dybt inde i mit hjerte! <3 :')

Den spirende kærlighed mellem Romeo and Juliet

Jeg ... Vil tillade mig at vise hvad Rune og jeg har skrevet sammen om. Ikke for at lægge ALT ud, men bare de tegn der faktisk viser, at han kunne være interesseret i én som mig...

Det er ikke fordi at jeg er en særling ... Eller ? - Jeg tror at vi lader den ligge.. Det er faktisk ganske charmerende at være en særling (sommetider). Nå. Men. Nu. Vil jeg straks fortælle om de dér tegn, man næppe kan tage fejl af. Kender du dem? - Jeg gør. - Og det er sjælendt at jeg faktisk tager fejl. Men der er jo altid en risiko for at man gør, og det er så skuffende, når man finder ud af at de tegn, faktisk slet ikke var tegn... Men jeg har altså en eller anden instinkt, som gør at jeg altid kan hjælpe mine veninder med at tyde det stærke køns (my ass) "tegn". Men nu kommer spørgsmålet kan jeg hjælpe mig selv..?

Vi sad foran det knitrende bål. Ildens flamer dansede til sniksnakken omkring de skarpe skær. Det var halvkøligt, det kunne vi alle sammen mærke, og lidt efter lidt var vi rykket så tæt på bålet, at det næste ryk ville været et ryk ind i den flammende dans. Jeg kan tydeligt mærke varmen tæt på mit ansigt, og mine hænder, når jeg tænker tilbage. Den pludselige varme kan minde om de stærke følelser man pludselig kan få for én. Den kan minde om den brændende tiltrækning ved to mennesker, som Shakespeare så poetisk skrev om.  Han sad der foran bålet. Så stille og så roligt. Han hvilede i sig selv, og i sin egen frygtløse charme...