En allerede sendt sms.. Et tegn?

En allerede sendt sms.. Et tegn? Havde aldrig haft så meget med én, som jeg havde med dig. Og det ironiske er.. - At vi faktisk ingenting havde. Med ét var jeg blevet en ung teenagerpige. Sådan med ét. Men der var stadig en lille pige gemt dybt i mit hjerte, og hjerne.. og sommetider kom hun frem, hvilket jeg tog mig selv i, og hvilket jeg var dybt irriteret over! Vi HAVDE noget og kunne have HAFT noget. Men det var du ikke villig til. Nej, det er fair nok. Men alligevel, alligevel... Du blev tiltrukket af din veninde (mig) du begyndte at flirte med mig  og endte til sidst at holde om mig. Hvorfor..? Hvorfor, min kære alderspræsident..? Måske fordi skæbnen ville have det. Fordi det var dét jeg egentlig gik og ønskede mig. Dig. - At have noget kørende med dig. Der gik ikke lang tid. Faktisk gik der måske kun en halv måned. Så skete det. Som sendt fra himlen. - Eller ud af den blå luft..? For det var det jo for dig. Ikke sandt, hr. alderspræsident? Ud af den blå luft. En indskydelse der "bare faldt dig ind". Tror man på dig..? Det skulle man egentlig. - Men gør man det også..? Jeg vidste ikke hvad jeg kunne kalde "os"..? For det var så ganske nyt, og friskt. Men det er jo heller ikke altid at gøglere ved hvad de laver, vel..? Hr. Alderspræsident? Du tog åbenbart det hele som en spøg, en joke, en leg. Men det betød noget meget mere for mig! De betød, at du faktisk fik en plads i mit hjerte. Det betød at jeg faktisk er begyndt at elske dig, og din "ligeglad-med-livet-personlighed".  Og det var lige før, at jeg blev tryllebundet i din usynlige fælle. Joooh, du havde ganske vist tænkt tanken. Det svarede du selv med dine sande ord, da jeg spurgte dig. Respekt for det. For det var sandt. Og... smigrende. Tjah, men hvad kan man stille op..? Ingenting. Vi må beherske os, kære Hr. Alderspræsident. Vi må rent ud sagt "beherske os". Hvis nu bare at dit liv var "parat" til noget seriøst. Noget fast. Et forhold. Et forhold mellem din lille flabede unge aka. gøgler, og alderspræsidenten der går ind for ligegyldighed. Et forhold mellem os to. Men sådan ville hverken du eller skæbnen have det. Og egentlig skulle man tro at jeg lå badet i mine egne salte tårer og spise en plade chokolade, fordi jeg  blev så træt af al min gråd. Se noget tv. Skrive en sorgfuld blog. Tude og tude. Men nej. Det gør jeg ikke, og det kommer jeg heller ikke til! Da vi lå sammen. Og snakkede om "os" eller hvad jeg troede var "os". - Og du rent ud sagt fortalte sandheden. Din sandhed. Var trangen til at græde så langt væk, men den prøvede virkelig at presse  sig frem til mit solar plexus. Det kom tæt på, men ikke tæt nok. Jeg tror det der trykkede gåden tilbage var fortvivlelsen og "hvad sagde jeg!"-tanken. For jovist. - Jeg havde skam tænkt tanken. Jeg havde på fornemmelsen at du ikke ville noget fast, nu. Men så kom overvejelsen, beslutningen som endte med afslutningen. "Venner med fordele" ??? (Men jeg havde og har jo følelser for dig, Hvilket jeg også sagde.  Jeg er bange for at de vil vokse sig større) "Just friends" - Det blev det til. Det var mig som skulle beslutte det. Og det var dét, det blev til. For som min mor sagde: "Hellere end ven for livet - end en kæreste i en måned..!" Men så mødte jeg dig på staden til Von Dü og Bli´Glad koncerten i Nemoland. Og du kunne ikke holde fingrene fra mig, og JEG kunne ikke holde fingrene fra dig. Det lyder som om at vi lavede noget den dag. Det gjorde vi ikke. Men vi skulle bare hele tiden røre hinanden eller sende hinanden blikke, som kun vi vidste, hvad betød. Jeg tror at du HAR følelser for mig! - Men ikke vil svigtes igen, som med din eks, du var HELT skudt i! Men så hav min tillid. Men det har du ikke, kære alderspræsident. Du har kun din egen. Ingen andens. I hvert fald (åbenbart) ikke min..? Det minder mig om (det der med min mistanke om at du har følelser for mig) dengang jeg spurgte dig, i den samme samtale.. "Har du, eller har du haft følelser for mig?" og du så svarede: "Jeg tror ikke på følelser" .. Dér sårede du mig. Virkelig. Men kun på overfladen. For når du siger det, er det ikke for at skubbe mig væk, men fordi du faktisk ikke gør!  - Men så alligevel ikke. For jeg tror at jeg har gennemskuet dig!  - Det var din nemme måde at lade være med at sige sandheden på. Sandheden til fulde ende. Din sandhed. - Om DIN sårbarhed. Det står ligepludselig klart for mig nu. Tak, blog! Tak, tanker! Jeg fik en sms fra dig her igår.. En af vores gamle sms´er.  Du har lige kommet til at afsløre at du rent faktisk har siddet og kigget vores gamle beskeder igennem... læst dem og tænkt nogle tanker. Tænkt på "os" som det så aldrig blev. Du sagde dengang: "Men vi er for gode sammen til at lade være!" OG du mente det. Fuldt ud! Og jeg gav og giver dig stadig, 100 % ret! Men det går jo bare ikke. NU ved jeg i hvert fald at du tænker på mig, men DU ved også at du har forspildt din chance, og "ødelagt" illusionen om "os". Kære Hr. Alderspræsident. Vi gøgler ikke mere, på din facon. Kære Hr. Alderspræsident. Vi er venner og jeg vil aldrig miste dig. Du betyder MEGET for mig. Det er min sandhed til dig i denne nat. Kære Hr. Alderspræsident. Godnat.