Den spirende kærlighed mellem Romeo and Juliet

Jeg ... Vil tillade mig at vise hvad Rune og jeg har skrevet sammen om. Ikke for at lægge ALT ud, men bare de tegn der faktisk viser, at han kunne være interesseret i én som mig...

Det er ikke fordi at jeg er en særling ... Eller ? - Jeg tror at vi lader den ligge.. Det er faktisk ganske charmerende at være en særling (sommetider). Nå. Men. Nu. Vil jeg straks fortælle om de dér tegn, man næppe kan tage fejl af. Kender du dem? - Jeg gør. - Og det er sjælendt at jeg faktisk tager fejl. Men der er jo altid en risiko for at man gør, og det er så skuffende, når man finder ud af at de tegn, faktisk slet ikke var tegn... Men jeg har altså en eller anden instinkt, som gør at jeg altid kan hjælpe mine veninder med at tyde det stærke køns (my ass) "tegn". Men nu kommer spørgsmålet kan jeg hjælpe mig selv..?

Vi sad foran det knitrende bål. Ildens flamer dansede til sniksnakken omkring de skarpe skær. Det var halvkøligt, det kunne vi alle sammen mærke, og lidt efter lidt var vi rykket så tæt på bålet, at det næste ryk ville været et ryk ind i den flammende dans. Jeg kan tydeligt mærke varmen tæt på mit ansigt, og mine hænder, når jeg tænker tilbage. Den pludselige varme kan minde om de stærke følelser man pludselig kan få for én. Den kan minde om den brændende tiltrækning ved to mennesker, som Shakespeare så poetisk skrev om.  Han sad der foran bålet. Så stille og så roligt. Han hvilede i sig selv, og i sin egen frygtløse charme...